• Bavarian Nordic i samarbejde om vaccine mod febervirus

    Source: BDK Finans / 25 Feb 2025 01:59:38   America/Chicago

    Den danske medicinalvirksomhed Bavarian Nordic fik for nylig de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse af dens vaccine mod virussygdommen chikungunya. Samtidig har et udvalg under Det Europæiske Lægemiddelagentur anbefalet, at man går samme vej i Europa. Men Bavarian Nordic har også allerede taget de første skridt i retning af at sikre, at vaccinen også kan blive udbredt til resten af verden. Selskabet fortæller i en pressemeddelelse, at man har indgået et samarbejde med indiske Biological E. Limited, som skal øge tilgængeligheden af vaccinen i lav- og mellemindkomstlande. Aftalen giver det indiske selskab mulighed for at producere vaccinen på kontrakt og på den måde øge den samlede produktionskapacitet. - Udvidelse af kapaciteten er en forudsætning for vores evne til at imødekomme det stigende behov for løsninger til at forhindre chikungunya i sårbare befolkningsgrupper i endemiske områder, og vi er dedikerede til at forfølge stærke partnerskaber, der kan hjælpe os med at nå dette mål, siger Paul Chaplin, der er administrerende direktør i Bavarian Nordic. Bavarian Nordic skal fortsat stå for produktion og salg af vaccinen til de vestlige markeder. Chikungunya er en febersygdom, der smitter via myg. Den medfører blandt andet ledsmerter og udslæt og er mest udbredt i tropiske områder. Rejsende i disse områder har i flere tilfælde taget sygdommen med sig hjem, men det kræver bestemte myggearter for at sprede smitten yderligere. Selv om sygdommen ofte går over af sig selv, kan den medføre kroniske ledsmerter og i sjældne tilfælde dødsfald blandt særligt udsatte patienter. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/bavarian-nordic-i-samarbejde-om-vaccine-mod-febervirus
Share on,